Militærmusikken i Dansk Vestindien

Af Julian Hrasko Sonne

Historien om Dansk Vestindien tilhører unægteligt en af de mest eksotiske og kontroversielle epoker i Danmarkshistorien. Det var efterspørgslen i Danmark og Europa efter eksotiske varer som pebber, kanel, vanille, men hovedsageligt sukker, som dengang kun kunne fremstilles af sukkerrør, der resulterede i danske besiddelser rundt om i den tropiske verden. Det danske Vestindisk-Guineisk Kompagni annekterede i 1672 den ubeboede ø St. Thomas og i 1718 St. Jan. Siden blev St. Croix købt af det franske vestindiske kompagni i 1733. Det lykkedes dog ikke at få det økonomisk til at løbe rundt, og i 1755 overtog kongen af Danmark-Norge øerne fra det reelt fallerede kompagni. Således blev øerne til en dansk kronkoloni.

I mere end 150 år herefter, opretholdt danske embedsmænd, officerer og soldater Danmarks overhøjhed over Dansk Vestindien, med alt hvad det indebærer: Dansk guvernør, dansk post, dansk toldvæsen, dansk politi, dansk bankvæsen, dansk retsvæsen, dansk militær og dermed også dansk militærmusik. De tidligste beretninger om danske militære musikkorps i Vestindien, synes at relatere til Den Kgl. Vestindiske Hærstyrke allerede omkring slutningen af 1700-tallet, hvor man læse i parolbøgerne, at der var tambourer ved hærstyrken. Der skal også have været tale om et 16 mands hoboistkorps, men disse oplysninger har ikke kunnet verificeres. Dette musikkorps må givet have svaret til datidens gængse musikkorps hjemme i ’moderlandet’ - både hvad angår besætning, instrumentering og repertoire.

I slutningen af 1800-tallet blev Hærstyrkens Musikkorps - i tråd med militærmusikken hjemme i Danmark - omorganiseret, således at der nu blev tale om en ren messing- og slagstøjsbesætning på kun 9 mand. Hærstyrken blev nedlagt i 1906 og erstattet af et gendarmeri, også med musikkorps. Det er nærliggende at tro, at i hvert fald en del af ærstyrkens musikere fortsatte karrieren i gendarmeriets musikkorps.

Hærstyrken i Dansk Vestindien - med musikkorps og hund (Postkort)

I forskellige udformninger - hærstyrkens, gendarmeriets og ikke mindst Marinens Musikkorps, på de igennem tiden besøgende danske flådefartøjer - skulle de 9-mands messing-musikkorps komme til at tegne den Dansk Vestindiske Militærmusik indtil overdragelsen til USA i 1917.

Som vi kender det fra enhver anden dansk garnisonsby med tilhørende musikkorps, er der blevet spillet koncerter regelmæssigt, til den lokale befolknings store glæde. Både i den lokale park i Charlotte Amalie på St. Thomas og i Christiansted på St. Croix, er der således stadig musikpavilloner, hvor musikkorpsene har underholdt. I de samtidige lokale aviser kan man finde annoncering af koncerter med musikkorpsene. Ud fra programmerne kan man se, at repertoiret svarer meget godt til de antikke indspilninger fra 1906 vi kender med Gardehusarregimentets Musikkorps. Man kan således i disse gamle indspilninger få en idé om, hvordan det må have lydt dengang.

Gendarmeriets Musikkorps på de Vestindiske Øer omkr. 1907 (Foto fra Michael Lind)

Også ved større vigtige begivenheder og højtider her der selvfølgeligt været spillet og marcheret gennem byerne, hvilket flere notitser i de lokale aviser også vidner om. Navnlig i von Scholtens tid som Generalguvernør synes der at have været en del parader og festligheder. Men om der har været en daglig vagtparade gennem byen er der ikke oplysninger om. Prins Valdemar (søn af Christian IX) er en af de få medlemmer af kongehuset, der har besøgt Dansk Vestindien. Da han i 1879 ankom til øerne som tjenstgørende på korvetten ’Dagmar’, var der en stor parade fra havnen i Charlotte Amalie, gennem byen og op til Guvernørboligen. Dagen blev gjort til ”almindelig Fest- og Hviledag”, og der var arrangeret bl.a. ”væddeløb, masteklatring og regatta” og “militærmusikken spillede i de offentlige haver”.

Flere af Marinens stationsskibe - i tiden efter 1900 navnlig skruekorvetten ’Ingolf’ og krydseren ’Valkyrien’ - har haft mindre musikkorps på 7-9 mand med til øerne. I reglen havde man et par ekstra mand med, (f.eks. lærlinge og musikalske artillerister) så musikkorpsene kunne komme op på 12 mand.

(Marinens Musikkorps var i slutningen af 1800-tallet på omkr. 20 musikere og en stabshornblæser (dirigent), men i 1911 blev musikkorpset reduceret til 9 mand. Marinen har imidlertid altid været lidt mere kreativ end hæren, og man ansatte gerne et par musikere som artillerister. Musikkorpset var sjældent samlet. Det var en ’paraply-organisation’ for et antal 7-9 mands musikkorps ombord på skibene. Her bestod musikkorpset typisk af 2 musikere fra Marinens Musikkorps, der havde det musikalske ansvar. Men dertil kom et antal ’musikmatroser og/eller artillerister’. Også stabshornblæseren var ombord på et af skibene - oftest det største af dem. - red.)

Stabshornblæser Victor Bentzen var - ligesom hans efterfølger Sophus Koefoed - i Dansk Vestindien ad flere omgange. Ud fra de samtidige avisers annoncer for koncerterne med Marinens Musikkorps i Emancipationshaven i Charlotte Amalie og i byerne på St. Croix, har musikkorpsene haft en omfattende koncertvirksomhed. Der omtales i et par af programmerne en ’Guvernör Cold’s Honnörmarch’ med Victor Bentzen som komponist. Christian Cold var Generalguvernør fra 1905 til 1908, og Bentzen var første gang i Dansk Vestindien i netop den periode.

Krydseren Valkyriens Musikkorps og stabshornblæser Victor Thorvald Bentzen i spidsen for en parade på Sct. Croix 1916. Hjemmarch gennem Frederiksteds Hovedgade efter endt parade for chefen den 22. maj 1916. (Foto: Kurt Bang Petersen)

I forbindelse med nogle lokale uroligheder blandt den indfødte befolkning, og ikke mindst det forestående salg og følgende overdragelse af øerne til USA, blev det danske orlogsskib ’Valkyrien’ - med musikkorps - i 1915 udkommanderet til øerne. Skibet nåede dog aldrig frem med et fuldt besat musikkorps. I underkanoner S. Chr. Jul. Nielsens dagbog fra 21. november 1916 kan man således læse at:

”I morges havde vi atter musik på dækket. Vor overhornblæser havde benyttet tiden, siden de to musikelever, som var ved musikken, rømte i San Juan, til at opøve en af de værnepligtige, og ved at ombesætte et og stryge at andet instrument har han fået stablet et musikkorps på benene. De har afholdt en del prøver, og nu glæder vi os alle til igen at få vores times musik på dækket”.

Valkyrien var ad flere omgange stationsskib i Dansk Vestindien - med musikkorpset. Der kendes til marchen ’Valkyrien Marinemarch’ af Hans Hass. Den har dog ikke har direkte relation til Dansk Vestindien, men har formentlig været spillet der.

En af musikerne ved Den Kgl. Vestindiske Hærstyrkes Musikkorps var overhornblæser Vilhelm Bartolin Tuxen (læs hans erindringer herunder). Tuxen nævner selv, at han komponerede marcher, men disse findes så vidt vides ikke mere. Også hærstyrkens stabshornblæser i slutningen af 1800-tallet, Lars Sørensen, har komponeret ’lokal’ musik - her kender vi f.eks. ‘Salut for St. Thomas’ - en lystig galop. Der er således ikke tvivl om, at denne ’lokale’ musik har eksisteret og er blevet spillet.

Om blæseorkestrene og de militære musikkorps i øvrigt skriver studerende i musik på Aalborg Universitet, Jesper Thøis Madsen, i sit speciale fra 1995; ’To Musiktraditioner på St. Croix’ således: “Der ligger en opgave i at lave en detaljeret gennegang af blæseorkestrene på øen; hvilke personer, der spillede i dem, hvem der ledede dem og hvad, der helt konkret blev spillet” … “Der foreligger en artikel af Hepburn E. Francis, som omhandler bandledere, bandmedlemmer og begivenheder fra starten af 1900-årene. Her skal blot lige nævnes de vigtigste ting i forbindelse med disse orkestre” ... “Allerede i det 19. århundrede har der været blæseorkestre på øen. Anløbne danske og sikkert også udenlandske marineskibe har ladet deres orkestre spille til glæde for øens indbyggere. Men på St. Croix var der også et blæsekapel, der var tilknyttet brandkorpset, som bestod både af sorte og danskere… Herefter var blæseorkestrene en fast del af øens musikudbud…” Den omtalte artikel af Francis, har ikke kunnet findes, men Tuxen og andre nævner, at der skal have været op til flere orkestre i de tre større byer på øerne. Sikkert er det, at både Charlotte Amalie og St. Croix (Kingshill, Christansted, Frederiksted) i én eller anden udformning gennem tiden, har haft musikkorps. Om der har været tale om ét musikkorps som har været delt op, ligesom man kender det fra Marinen, og som kun spillede samlet ved større lejligheder, vides ikke med sikkerhed, ligesom det øjensynligt har skiftet gennem tiden.

De nu digitaliserede aviser fra samtidens Dansk Vestindien, som er frit tilgængelige via Det Kgl. Bibliotek, har meget interessant indhold ifht. dansk militærmusik på øerne, ligesom Dansk Vestindisk Selskabs medlemsblad er en god kilde til samtidige beretninger. En mere minutiøs og grundig gennemgang af disse materialer, vil sikkert kunne kaste mere lys over de historiske forhold og kronologi.

Det forlyder fra flere kilder, at der skal have været nogle ’indfødte’ orkestre gennem tiderne, som i bredeste forstand har spillet hornmusik. Således er der sporadiske omtaler om et musikkorps ved Militsen - senere Ordenskorpset, forskellige byorkestre og et brandværnsorkester i Christiansted. Nogle af disse har sandsynligvis været de samme. I 1820 bekendtgøres det f.eks. i ’Sanct Thomae Tidende’, at ”alle frie sorte, der ikke enten er ved musikken eller ved frikorpset, skal melde sig på Paradepladsen den førstkommende onsdag kl. 4.” Ligesom der op gennem tiden er anført udgifter til et musikkorps under Militsen, som var en enhed under hærstyrken bestående af hvide og frie sorte. Altså formentlig et yderligere musikkorps ud over Hærstyrkens Musikkorps.

Man havde i den senere tid et Ordenskorps, som bestod af lokale hvide og frie ’couleurte’. Også i forbindelse med dette Ordenskorps er der forlydender om musik i form af et billede af en ’indfødt’ piberdreng og en trommedreng, men også i form af udgiftsposter på de offentliggjorte regnskaber - bl.a. til et ’civilt musikkorps’ i årene omkring 1900. Det langt mest kendte - og vel næsten berømte - af de lokale civile orkestre var dog uden tvivl Alton August Adams ’The Juvenile Band’.

Alton August Adams (1887-1973) havde en dansk bedstemor i København, som skal have sendt ham hans første musikinstrument allerede da han var dreng. Han kom i lære som tømrer og skomager, men det blev musikken, der kom til at skabe rammen om hans liv. De danske musikkorps har uden tvivl været en stor inspirationskilde. I 1906 blev han medlem af det første lokale ’sorte’ civile orkester i Charlotte Amalie under ledelse af Lionel Roberts. Men han syntes ikke, at orkestret var disciplineret og professionelt nok. Så i 1910 stiftede han ’The Adams Juvenile Band’. Lionel Roberts var iøvrigt selv en produktiv herre, og bag navne som Brass Band, Native Brass Band, Roberts Brass Band gemmer der sig formentlig det samme orkester. Roberts skrev øjensynlig også en del marcher, bl.a. en ’St. Thomas Militia March’ og ’Farewell to Governor Cold’.  Ligesom med meget andet af den ’lokale’ musik, vides det ikke om nogle af disse musikstykker findes mere.

The Adams Juvenile Band på parade med Dannebrog omkr. 1914 The Juvenile Band med bandmaster Alton Adams (Samtidigt pressefoto)

Adams ’Juvenile Band’ var kendt overalt i Dansk Vestindien og de omkringliggende territorier, for deres dygtige spil, musik og engagement, og ikke mindst for bandlederens musikalske viden og formåen. En stålsat mand, der værdsatte sin danske arv i form af disciplin, dannethed og kristelige næstekærlighed - ifølge ham selv. At dømme ud fra avisannoncerne fra tiden fra 1910 til 1917 havde ’The Juvenile Band’ en ikke ringe aktivitet overalt på øerne, med mange koncerter. Samme år som ’The Juvenile Band’ blev grundlagt, kom den Kgl. Danske Marines skonnert ’Ingolf’ til Dansk Vestindien. Ombord var også et af Marinens små musikkorps, under ledelse af overhornblæser Kofoed - formentlig den samme Sophus Kofoed, der senere var musikdirigent for Marinens Musikkorps fra 1923 til 1927.

Overhornblæseren skal - i følge Adams' egne beretninger - have været meget positiv overfor ’The Juvenile Band’, og i det hele taget været meget behjælpsom både med hensyn til musikken, men også med at oplære orkestret i at marchere i takt, gå parade og den slags. Som en tak komponerede Adams marchen ’Ingolf March’ og tilegnede den Kofoed. Marchen blev uropført af ’The Juvenile Band’ ombord på skonnerten ’Ingolf’. Til stede skal også have været kadet, Prins Axel af Danmark, som blev gode venner med Adams, og som iniviterede ham til at besøge ham, hvis Adams en dag kom til København. ’Ingolf March’ er øjensynligt gået tabt, men der findes tre andre marcher af Alton Adams, som alle er komponeret lige efter overdragelsen i 1917. Den mest kendte af dem, ’U.S. Virgin Island March’ (her spillet af The Goldman Band), er øernes officielt adopterede hymne.

Det er højst sandsynligt at ’The Juvenile Band’ har været brugt som en slags ’reserve’-musikkorps” ved officielle lejligheder og det kan således ses på et par enkelte fotografier deltage i forskellige parader, ligesom der i administrationens regnskaber (som nævnt ovenfor) er en post på 1250 Franc i udgift til støtte af et civilt musikkorps i flere år op til overdragelsen. Om der er tale om ’The Juvenile Band’ vides ikke. Sikkert er det at disse civile orkestre har medvirket ved Militsens og senere Ordenskorpsets parader m.v.

The Juvenile Band med bandmaster Alton Adams (Samtidigt pressefoto)

’The Juvenile Band’ blev i øvrigt indrulleret i US Navy, da amerikanerne overtog administrationen af øerne i 1917 - måske som et ’PR stunt’ overfor den lokale befolkning. Bandet blev således det første sorte navyband i USA, ligesom Adams selv blev den første afroamerikanske dirigent med rang af officer i US Navy.

Julian Hrasko Sonne

Overhornblæser Vilhelm Bartholin Tuxens erindringer fra Dansk Vestindien

- Fra Dansk Vestindisk Selskabs medlemsblade 2007 - 2008. Uddrag gengivet med tilladelse af Vibeke Maduro Tuxen.

Vilhelm Bartholin Tuxen med sønnen Christian. (Foto: Vibeke Maduro Tuxen)

Vilhelm Bartholin Tuxen blev født i København 1836. 1857 lader han sig hverve til den Vestindiske Hærstyrke. I november 1858 ankommer han til Christiansted, St. Croix. Som udlært litograf bliver han udkommanderet som formand for trykkeriet. Han supplerer sine indtægter ved fritidsbeskæftigelser: Han syr manchetskjorter og kasketter, reparerer tøj for kammeraterne og åbner en slags vekselforretning. Han lærer at spille horn, komponerer lidt musik, skriver teaterstykker samt digte og lejlighedssange. En overgang er han værtshusholder. Han lader sig genhverve til den Vestindiske Hærstyrke flere gange. I alt har han sikkert opholdt sig på øerne i omkring 40 år.

Tuxen fortæller:

Forblæseren ved Garnisonens Musikkorps, en Commandeersergent Schmidt, spurgte mig en Dag kort Tid efter min Udskrivning af Hospitalet, om jeg ikke kunde have Lyst til at lære thi, meente han, eftersom at jeg nu var blevet saa ’afpillet’ af Sygdommen, vilde det vist falde mig svært at udføre Garnisonstjeneste. Musikerne havde det godt, og gjorde ingen Tjeneste under Gevær. Jeg gik ind paa hans Forslag. Min gamle Ven Mortensen var just reist hjem, og det var hans vacante Plads i Musikkorpset der nu skulde besættes. Jeg fik nu Ordre til at skulde møde i Musikstuen næste Dags Formiddag Kl. 9, som var den almindelige Prøve, eller Øvelsestid.

Jeg indfandt mig noget før den fastsatte Tid og traf netop paa første Althornisten, som stod ved Nodestolen og øvede sig i en vanskeligere Stemme. Han rakte mig sit Horn, og spurgte mig om jeg kunde faae en Tone i hans Horn. Jeg satte det for Munden og fik en Tone, ei ulig den man hører fra Køerne paa Marken, og de faa Tilstædeværende morede sig fortrinligt paa min Bekostning. Althornisten var mere alvorlig, og sagde: ”Spids Munden mere, og blæs lidt mere blødt”. Jeg fik nu en finere og blødere Tone, som han navngav ’C’ og anmodede mig at tage den samme Tone flere Gange, hvilket jeg med Held gjorde. ”Tag nu den samme Tone naar Forblæseren kommer“ - sagde han. Forblæseren kom nu, og nu udbrølte jeg mit ’C’ ud af Hornet, og efter flere kraftanstrængende Forsøg paa at faae finere Toner ud, afbrød han mig smilende og sagde: ”Vel min Ven, en Mellemstemme kan der vel nok engang i Tiden laves ud. Gaae nu flittig ud i Buskene hver Morgen til Øvelser, og læs med Eftertanke i Musikskolen”. Med Opskriften af de forskjellige Skalaer, og Hornet under Armen, travede jeg nu hver Morgen Kl. 5½, i de første Morgener ledsaget af en Corporal Lindholm, senere alene, udenfor Byen i den Saakaldte ’lagune’, en Plads afsondret fra Byens Trummel, og her stod jeg, eller gik frem og tilbage mellem Buskene og øvede mig efter bedste Evne. I halvandet Aar gjorde jeg denne Morgentour, og havde den Glæde af min Fliid, at see min Forblæser tilfreds med mig, og jeg kan den Dag i Dag sige, at ved Selvøvelse og Udholdenhed har jeg selv erhvervet mig de Musikkundskaber jeg har. Imidlertid indtraf Kong Frederik den 7.s Død og da al Musik blev standset, ophørte ogsaa mine Morgentoure hermed.

Kort Tid efter indtraf min lange og besværlige Febersygdom, og derefter spurgte Sergent Schmidt mig, om jeg ville antages som Lærling ved Musikken, og efter den Tid tænkte jeg ikke mere paa at faae en Stillingsmand for mig, da Musikken tiltalte mig, og Forblæseren var tilfreds med mine musikalske Fremskridt, og blev mig særdeles venlig stemt. Han overlod mig endog en lille Part af den temmelig store Musikstue, som jeg fik Tilladelse til af afskildre, og indrette til Arbeidsværelse for min Kaskjetsyning, og fik mig derved en hyggelig lille Afkrog for mig selv, hvor jeg kunne tilbringe mine private Timer med Arbeide, Læsning, eller Skrivning.

Fortet i Christiansted på St. Croix (Postkort)

Som før meddelt fik mine Morgenøvelser i Guds frie Natur en brat Ende, ved vor folkekjære Kong Frederiks Død. Compagniet afmarcherede til Fortet i dyb høitidelig Taushed, med Musikken i Spidsen kl. 11 Formiddag. Om de smukke blankpudsede Instrumenter havde vi Sørgefloer omviklet med Sløjfer og lange Snipper som flagrede om os. Kl. 12 ankom Gouverneuren tilfods med samt hele Embedsstanden, fra Gouvernementshuset. Vi stod paa Fortspladsen opstillet en Parade, med Gouverneuren og Embedsmændene i Front for os. Nu blev der presenteret Gevær og Gouverneuren saluterede, hvorefter han udraabte høitideligt: ”Kong Frederik den 7. er død!” Hvilket han gentog mod alle fire Hjørner, og nu oplæste Auditeuren Edsformularen, efter først at Gouverneuren havde holdt en kort Tale, hvori han opfordrede os til at sværge den ny Konge Huldskab og Troskab, og nu lød den høitidelige Eed fra Embedsmænd og Soldater: ”Saasandt hjælpe mig Gud! Og hans hellige Ord!” Strax herefter faldt Floret af Instrumenterne og nu lød: ’Kong Christian stod ved høien Mast’, hvorefter Gouverneuren begav sig tilbage til sin Residents, og vi tilbage til Casernen, hvor en rask March blev blæst paa Hjemveien.

De danske Øer havde i Aaret 1862 Besøg af Dronning Victorias Søn, Prinds Alfred. Forberedelserne hertil vare uendelige. Daværende Gouverneur Birch, forskrev fra Udlandet en Vienervogn til Prindsens Modtagelse fra Skibsbroen. Han kom i Land som Søcadet i Frederiksted, og blev der modtaget af Gouverneuren og af alle derværende Notabiliteter. Hans Modtagelse i Byen Christiansted og dets Gouvernementshus, var særdeles glimrende. Til Christiansted ankom hans unge Høihed den følgende Eftermiddag efter hans Landstigning. Byen var festlig smykket med Flag, Grønt og Inskriptioner, og Militairet var opstillet en Parade, medens Musikken blæste den engelske ’God save the Queen’ og ’Welcome Prince Alfred’ samt fra alle Huse flagre i Flag, og skreven i Transparenter, og Byen var særdeles smukt illumineret om Aftenen, og paa de offentlig Pladser saavelsom udfor Gouvernementshuset brændte Begfakler. Et stort Taffel paa Gouvernementshuset, som sluttedes med et livligt Bal til Kl. 3 Morgen blev givet til Ære for Alfred. Militairmusikken, under Anførelse af Krigsraad A. Moeser, som i dette Øiemed, med tre af sine bedste Musikere, var ankommet fra St. Thomas, udførte Dandsemusikken. Det var i det Hele taget et complet Hofbal, som først endte Klokken 3 Morgen. De følgende Dage aflagde Prindsen Visitter hos Øens Notabiliteter. En Dag aflagde han Besøg hos en gammel engelsk Major Lang, som havde en Plantage, som var beliggende paa en meget høi Bakke, hvor han havde et slags astronomisk Taarn. Herfra angav gamle Lang Solhøiden hver Søndag Morgen Klokken 8, med et Flagsignal, hvorefter baade Byen, og alle de i Havnen liggende Skibe, sig rettede efter.

Da den føromtalte hæderlige Olding, Major Lang feirede sit 90 Aar, udbad vor Forblæser Sergent Schmidt sig Tilladelse hos Chefen, om at glæde den Gamle med en Morgenserenade, hvilket Chefen med Velvilie bifaldt. Klokken 5 Morgen forlod vi Kasernen og begav os paa Vandring til Majorens Bakke, hvor vi ankom en Time efter. Lydløst stillede vi os op udfor hans Sovekammervinduer, og pludselig lød i den stille Morgenstund fra de brusende Instrumenter, den engelske Nationalsang ’God save the King’. Vi havde næppe blæst den første Gang igjennem, før den henrykte Olding viste sig i det aabnede Vindue, overrasket ved at høre denne, alle Englænderes Yndlingssang, og da vi endte den, takkede han os ret hjerteligt for den smukke Maade hvormed vi havde begyndt hans fødselsdag, og derefter inviterede han os ind i sin Bopæl, hvilket vi dog ei gjorde, før vi havde blæst vor egen gamle danske ’Kong Christian stod ved høien Mast’. Vi blæste nu atter et paar Musiknummere ude i Haven, hvorefter vi atter blev kaldet ind, og nu var Theservicet ombyttet med Vinflasker og Glas, og uagtet det egentlig var temmelig tidlig paa Morgenen, maatte vi dog drikke et Glas Portvin paa den gamle Hædermands Sundhed. Til Slutning blæst vi ’Den tapre Landsoldat’ og brød op til Afgang.

Der saluteres fra havnen i Christiansted (Postkort)

Et paar Aar herefter havde vi en Fest i Christiansted, som endog overgik den der blev afholdt for Prinds Alfred. Det var i Anledning af Prindsesse Alexandras Formæling med Prinds Albert af Vales. Gouvernementshuset var fuldstændig omdannet til et festligt Paulun, og intet var sparet herpaa.  Udvalgte Militaire bleve indøvede til at afsynge en, i Dagens Anledning forfattet Festsang og en Festmarsch, forfattet af Vicegouverneur Rothe, som skulde udføres ved Ballets aabning, blev indøvet flere Dage af St. Thomas og St. Croix’s forenede Musikkorpser under Anførsel af Krigsraad Moeser. Her havde Øens Nobelesse gjort Alt for at fremstille det Ele
gante. Musikken brusede i den store Riddersal, og uden for oplyste Illumination og Begfakler den hele By, og gjorde Nat til Dag, og Raketter og Brandere knaldede og bruste i Luften fra et Fyrværkerie fra den lille Øe, som ligger midt i Havnen, ’Protestant Øen’ kaldet. Pludselig blev al den Herlighed afbrudt paa en ubehagelig Maade ved Lyden af Brandraab og Alarm med Brandtrommerne i Gaderne. Dog blev snart alt roligt igjen, da man erfarede, at det kun var en Raket der havde antændt et gammelt Trætag, som dog strax blev slukket, og atter lød Musikkens Toner, og de galante Herrers Skjemt med Damerne. Imod os som blæst var man særdeles opmærksom, og vi drak mere Champagne her, denne Aften, end der nogensinde før eller efter var spenderet paa Musikkorpset."

Efterskrift:

Efter Tuxens beretning ser det ud til, at der har været et lille (9-mands?) musikkorps på St. Croix - ledet af en overhornblæser - og et tilsvarende musikkorps på St. Thomas, ledet af stabshornblæseren for begge musikkorps - stabshornblæser og krigsraad August Moeser. Det har ikke været muligt at finde ret meget om Moeser, som midt i 1800-tallet omtales som violinist og Kgl. Hofvioloin - altså medlem af Det Kgl. Kapel. Hvordan han er endt i Dansk Vestindien som stabshornblæser og krigsraad må indtil videre stå hen i det uvisse.